Niels Ebbesøn – Folkevise

Greven drog i Dannemark ind,

hannem fulgte så faver en skare,

fire banner' og firsindstyve,

hvo turde imod hannem stande!

 

Greven skulle til Randers ride,

og did lod han sig råde;

og det var hannem for lange spå't,

han skulle sit liv der tabe.

 

Ikke vil han det lade fordi,

end ville han det friste,

ridder' og svende, bønder og bomænd,

dennem ville han hjemme gæste.

 

Greven sendte Niels Ebbesøn bud,

at han skulle til hannem ride;

han sagde hannem fred og felighed,

og nu ad den samme sinde.

 

Greven mødte Niels Ebbesøn

ud' ved Randers strande:

“Vær velkommen, hr. Niels Ebbesøn!

og hvor går dig til hande?

 

Hør du det, Niels Ebbesøn,

og varst du snimen hjemme?

Hvor lider de Nør'jyder

og kære hustru din?

 

Hør du, gode Niels Ebbesøn?

og gode sinde min!

Hvor står huen i Nørrejylland,

og hvor lider frænder dine?”

 

“End haver jeg i Nør'jylland

både frænder og venner;

de skulle eders nåde til rede være,

om I vil det af dennem have.”

 

“Niels Ebbesøn, du est en kunstig mand,

og dertil est du from;

hvore du kant ikke over komme,

da rider du langt derom.

 

Hør du det, Niels Ebbesøn,

vilt du mit ærind' bort ride?

Mange svende haver du med dig,

der du mått' vel på lide.”

 

“End haver jeg fyrre karle med mig,

sådan som de ere;

hvad heller de ere flere eller færre,

end haver jeg dennem fuld kære.”

 

“Haver du fyrre karle med dig,

da er det vel til made;

i går du i hr. Bugges gård

med hundred' mand i plade.”

 

Det var Niels Ebbesøn,

han var så brat at svare:

“Er her enten ridder' eller svende,

der haver mig den løgn sagt?

 

Er det enten mand eller kvinde,

på mig det sige vil;

jeg vil ret aldrig flytte en fod,

før jeg vil svare dertil.”

 

“Hør du det, Niels Ebbesøn,

vi ville der ikke mer om tale;

du rid til hr. Bugge,

om han vil venskab have!”

 

“Skal jeg alt eders ærinde

til hr. Bugge ride;

da giver I mig til kende,

hvad skal jeg hannem sige!”

 

“Hr. Bugge han haver mig undsagt,

og så hin unge Povel Glob;

hr. Anders Frost er og en af dem

og er fremmerst i det råd.

 

End flere jeg haver til vilje været,

de ville mig nu forsmå;

I lide fast på hr. Bugges råd,

I ser hvor det vil gå!”

 

“Hr. Bugge ved jeg intet af,

hvad som han vil gøre;

Anders Frost haver været eders så tro,

aldrig skal I andet spørge.

 

Anders Frost haver været eders så tro,

aldrig skal I andet spørge;

ville han orlov af eder tage,

hvi måtte han det ikke gøre?

 

Det er så sæd i Dannemark,

haver været i gammel' dage;

når en svend ikke længer tjene vil,

da må han orlov have.”

 

Da svarede greve hr. Gert,

han lyster det ikke at høre:

“Der må ingen svend fra sin herre ride,

den stund han lyster hannem at føre.”

 

“Der er ingen sammen viet,

uden munken og hans kappe;

hovmand rider, og hovmand kommer,

hvor han kan tjene til takke.”

 

“Niels Ebbesøn, du taler mig fast imod,

og du snakker alt for længe;

du skalt enten Dannemark rømme,

eller jeg skal lade dig hænge.”

 

“Skal jeg ud af Dannemark rømme

fra hustru og børn så små;

ussen skal I sige deraf,

at I mig nogen tid så!”

 

“Rid du bort, Niels Ebbesøn,

jeg vil dig ikke høre;

eller jeg bryder mine brynjer på dig,

som jeg tør fuld vel gøre.”

 

“Aldrig så I mig så ræd,

jeg turde ej fuld vel skælve;

greve hr. Gert, I ser vel til,

og mandeligen vogter eder selve!”

 

“Niels Ebbesøn, du snakker mig fast imod,

så haver du og gjort tier';

du skalt felig for mig være,

til solen går til hvile.”

 

Heden da red Niels Ebbesøn,

slår op med hviden hand:

“I lader eder mindes det,

jeg kommer fuld snart igen!”

 

Så red han ad vejen frem,

han hug sin hest med spore;

efter stod greven med alle sine mænd,

ingen efter hannem turde.

 

Det var alt Niels Ebbesøn,

og han kom ridende i sin egen gård;

ude stod hans kære hustru,

han spurgte hende om gode råd.

 

“Hør du det, min kære hustru,

du skalt mig gode råd kende;

greven haver mig undsagt,

han siger, han vil lade mig hænge.

 

Tvende kår lagde han mig for,

det tredje var ikke godt;

det jeg skulle ud af Dannemark rømme

fra alt det gods vi år.”

 

“Hvad råd skal jeg eder kende?

Jeg er en fattig kvinde;

de værste råd de bliver eder bedst,

om I kunne på dem finde.

 

De værste råd er eder albedst,

om I kunne på dennem finde;

enten greven ihjel at slå,

heller hannem inde at brænde.

 

I lader eders hest til smedje gå,

så inderlig vel beslå;

alle hagerne vende frem,

det giver jeg eder for råd.

 

Alle hagerne indad vende,

på sporet de eder ikke kende;

I lader det ingen mand vide,

det råd gav eder en kvinde!”

 

“I æder og drikker, dannissvende,

I gør mig eder fuld af glade!

først denne nat forgangen ere,

da fanger vi dagen i stad.

 

 

 

 

Dagen kommer ikk', før solen skin,

så får vi tidende ny;

så vil jeg på mine svende se

hvilken fra sin herre vil fly.”

 

Op da stod de dannissvende,

de svared deres herre så fri:

“Vi vil med eder ride,

vove både gods og liv.”

 

Så red de til Fruerlund,

der bunde de deres heste;

så ginge de i Randers ind,

greve Gert hannem ville de gæste.

 

Det var Niels Ebbesøn,

han kom til Randers bro:

“Hvilken mig ikke tjene vil,

og han tage orlov nu!”

 

Frem da gik han liden svend Trøst,

ham troede han allerbedst;

“Min herre, I giver mig orlov,

og dertil sadel og hest!”

 

Han begærede orlov

og dertil sadel og hest;

den samme dag, førend aften kom,

han tjente hannem allerbedst.

 

Det var Niels Ebbesøn,

han klapper på døren med skind:

“Du stat op, unge greve Gert,

du lad mig til dig ind!

 

I står på, greve Gert,

I lader mig til eder ind!

Jeg er hertug Henriks bud,

han haver mig til eder sendt!”

 

Est du hertug Henriks bud,

du lad dig ikke forlænge;

du mød mig i morgen i Brødrekloster

imellem messe og ottesang!”

 

“Hør i det, greve Gert,

I dvæler ikke forlænge!

Ribe det er bestoldet,

Kolding det er brændt.

 

Ribe det er bestoldet,

Kolding det er brændt;

det vil jeg for sandingen sige:

Niels Ebbesøn han er hængt.”

 

“Er det sandheden, du siger mig,

da er det tidende godt;

hest og klæder udi min gård,

den stund vi leve både.”

 

Greven ud af vinduet så,

han så de blanke spjude:

“Så ussel jeg til Dannemark kom,

Niels Ebbesøn holder herude!”

 

De stødte på dør med skjold og spyd,

de magler ginge alle i stykke:

“Est du herinde, grev Gert,

vi ville dig en skåle tildrikke.”

 

“Sidder du neder, Niels Ebbesøn,

vi ville os bedre forlige;

sende vi bud efter ehrtug Henrik

og hr. Klaus Krumm'dige!”

 

“Ikke sagde du så i går

alt ude ved Randers strande;

du sagde, du skalt enten lade mig hænge,

eller jeg skulle rømme af land.”

 

Svared det den store svend,

for han var ikke hvid:

“Lægger vi neder den lange tale,

vi lader de sværde bide!”

 

“Ikke haver jeg slot eller len,

at give så rig en fange:

I spare nu ikke de skarpe sværd,

I lader dennem fast gange!”

 

Så toge de greve hr. Gert

alt udi sin gule lokke;

så hugged de hannem hoved fra

alt over den sengestok.

 

Den tid greven var død,

og da slog de på deres trommer;

det var Niels Ebbesøn,

af byen ville han gange.

 

Heden går Niels Ebbesøn,

han ville af byen fly,

efter går hr. Ove Hals,

han ville hannem det forbyde.

 

“Hør du det, hr. Ove Hals,

lad du mig nu gå!

du vedst, du est min svoger,

du måtte mig intet skade.”

 

“Alt ved jeg det fuld vel,

jeg skulle din svoger være;

nu haver du slaget min herre ihjel,

jeg må det ikke gøre.”

 

Niels Ebbesøn brugte sit gode sværd,

han ville hannem intet vige;

hr. Ove Hals med tyske flere,

de måtte der lade deres liv.

 

Fåret bæger, og gåsen kæger,

og hanen galer på hjalde;

hr. Ove Hals blev halv mere vild,

på de Holster monne han kalde.

 

Hr. Ove hals blev halv mere vild,

på de Holster monne han kalde;

greven vlev om dagen slagen,

og ikke om natten med alle.

 

Det var Niels Ebbesøn,

han kom til Randers bro;

der stod liden Svend Trøst,

som førre orlov tog.

 

Niels Ebbesøn går over Randers bro,

de løbe efter hannem så fast;

efter går liden Svend Trøst,

broen han efter hannem kaste.

 

Niels Ebbesøn han tren til sin hest,

til Noringsris monne han ride;

det vil jeg for sandingen sige:

han havde både angst og kvide.

 

Så gæste han en kærling,

hun havde ikke uden to leve;

den ene gav hun Niels Ebbesøn,

for han slog den kullede greve.

 

Gud nåde din sjæl, Niels Ebbesøn!

Me'n du i livet var;

så mangen tysk i Dannemark

den samme vej skal gå.

 

 

Ordforklaring:

 

bomænd = bønder

felighed = frit lejde

sinde = gang

snimen = for nylig

hvor lider = hvordan har (de) det

sinde = ven

hvor står huen = hvad tænker man

kunstig = snedig

plade = harnisk

brat = hurtig

råd = plan

lide = stole på

spørge = erfare

føre = befale over ham

ussen = ulykkelig

kende = give

kår = vilkår

å = eje

i stad = straks

bestoldet = plyndret

sanden = sandheden

kæge = skræppe

hjalde = pind

ikke med alle = slet ikke

fast = hurtig

kærling = gammel kone

leve = brød

me'n = hvis