Schack von Staffeldt – Indvielsen, Platonismus m.fl.

Da os Zeus af Aanders Trængsel

Stødte ned i Formens Fængsel,

Mindet af vort Fødeland

Fulgte med til Trællens Stand,

Men det blev paa Gravens Rand

Snart til Ahnelse og Længsel.

 

Derfor snoer med Elskovsbrynde

Kiendslen sig om hver en Ynde;

Derfor følger vort Begiær

Hist og her, og fiern og nær

Alle Varsler, alle Skiær,

Som det Himmelske forkynde.

 

Men i vor Forviisnings Rige

Synerne saa grusomt svige!

Ved en jordisk Skiønheds Bryst

Daane vi saa sødt til Trøst,

Trylles til Daimonens Lyst,

I den tabte Himmels Lige.

 

Men de falske Syners Skare

Hilde os i grusom Snare!

Trylleriet svinder hen,

Og vi finde os igien

Stødte ned fra Himmelen,

Hvor i Drøm paa nye vi vare.

 

Derfor milde Zeus os lærte

Skabe selv hvad vi begiærte:

Phantasien af sit Skiød

Frydphantomer stige bød,

Som i Fængslets Nat og Nød

Trylle det bønhørte Hierte!

Hvilket Uveir! Storm og Torden døve,

Eegens Rod omfavnes af dens Top,

Skoven styrter; Søer, Floder støve

Under Stormens Slag i Taage op.

 

Gemsen tumler ned fra frosne Bølger,

Uveirsdøden over Bierget gaaer;

Ulven venlig sig i Hiorden dølger,

Skræk om Alt en Slægtskabskiæde slaaer.

 

Mennesket de vredne Hænder folder,

Og et Tempel hver en Hytte er,

Hvert et Haab i Undergangen holder

Sig ved Bøn og ydmyg Tempelfærd.

 

Lyn i Lyn sig om min Isse slynge,

Og som fra den høie Klippestrand,

Skuer jeg et Hav af Dunster gynge

Over dybe, havbundlige Land.

 

Uadskilte Lyn mit Øie blinder,

og sig Lyset selv tilintetgiør;

Hvert et Brag i Almeenbuldren svinder,

Døvende, den i sig selv hendøer.

 

Ras Og hyl, Orkan! og brøl, o Torden!

Bæv i hver en Aare, Risefield!

Bryd, du fangne Ild! bryd ud af Jorden,

Havet drik! Sug Floden af dens Væld!

 

Hvilken bange Vellyst! liflig Gruen!

Orm og Guddom stride i mit Bryst:

Denne seirer – o Natur! din Truen

Kun mig ryster til en Seraphs Lyst.

 

Min udødelige Aand sig hæver

Høiere i Altings Undergang,

Paa lynvinget Tordenvogn den svæver

Triumpherende med Seierssang.

 

Kun en Boble, som paa Havet springer,

Er et Skybrud for min stærke Aand,

Thi selv Undergangen jeg paatvinger

Skiønhedskrandsen med min Skaberhaand.

 

Ja! naar Sole aldrende udbrænder,

Kloder smuldre – da udødelig,

Da guddommelig jeg mig erkiender,

Og o Alaand! Fader hilser dig.

 

Denne Tryghed ved Naturens Gruen,

Denne Fasthed midt i Altings Fald,

Denne Fryd ved Undergangs Beskuen

Vidner om mit grændseløse Kald.

Jeg sad paa Pynten ved Sundets Bred,

Himlene smilte,

Og saae med Længsel i Dybet ned,

Bølgerne hvilte,

Da hælded' Solen til Havets Bryst

Og rundtom rødnede Luft og Kyst.

 

Og brat fra Skyerne Strengeleeg

Anelsen vakte,

I Aftenrøde Musen nedsteeg,

Harpen mig rakte,

Og raskt et brændende Kys mig gav,

Nedsynkende i det luende Hav.

 

Da rundt en anden Natur der blev,

Vindene talte;

Fra Skyer, som blege for Maanen hendrev,

Aanderne kaldte,

Et Hierte slog varmt og kiærligt i Alt,

I Alt mig vinked' min egen Gestalt.

 

Dog blev fra nu for Tanke og Trang

Jorden et Fængsel;

Vel lindrer ved Anelse, Drøm og Sang

Hiertet sin Længsel,

Dog brænder mig Kysset jeg kiender ei Fred

Førend jeg drager Himlene ned!

See! der er du,

Med din Straalekrands,

Din Urne fuld af Dug,

Vaar! elskede Vaar!

Himmelske Yngling!

 

Een Straale kun

Til at oplive mit Indre!

Een Draabe kun

Til at qvæge mit Indre!

 

Mindes du,

Da jeg ved Sundet,

Blomstrende som du,

Brændende som du,

Morgenen aanded,

Eller og dykked

Ned med din Sol

I det hvilende Hav?

 

Mindes du end,

Da ved tyrrheniske Kyster

Til dit Kommes Fest

Med Guldæblernes Blomst

Frisk jeg mig krandsed?

Eller ved Adria,

Da jeg ved Adria

Stirred paa Bølgen,

Som skvulped herover

Fra Grækenlands Kyst?

 

Da, o da!

Det andet Livs

Sangsalige Foraar

Gik fra mig ud.

Da blev Naturen

Skjøn, lig min Attraa,

Da blev hvert indre

Dyrket Billed

Udenfor til.

 

Men nu!

O kjøl mit Martyrsuk!

Ikke formaaer jeg

Mere at skabe

Hvad jeg begjærer.

En Gud hensegner,

Over ham styrter

Hans grundløse Verden!

 

Himmelske Yngling,

Min Dødsengel vær!

Tryk din Straale

Som Dolk i mit Hjerte!

Ræk mig Gift kun

I Blomsternes Kalke!

Venlige Yngling,

Befrier vær!