Carsten Hauch – Digte og romaner

Med Andagt knæler jeg,

Hellige Natur! for Dit Altar.

 

Jeg sørger med Dig,

Naar Du snoer om

Sortklædte Hofter

Det syvfoldfarvede Belte,

Naar Dit blinkende Øie fyldes med Taarer.

 

Jeg glædes med Dig,

Naar Du vanker i Sommervinden,

Naar Du sødtaandende staaer

Over musbedækkede Tag,

Og ei foragter

At smykke det rundt med Vaarens Blomster.

 

Trofast maa Du være, Natur!

Thi ofte jeg lytted' i Skoven,

Naar med susende Vinger

Du slog dens mægtige Harpe.

Ofte ved Kilden,

Naar i de flydende Strænge

Med sagte Finger Du famled.

 

Da hørte jeg Din Stemme,

Hørte Dig stedse gientage

Din gamle Sang med uendelig Veemod.

 

Uendelig Dybde laae i de simple Toner,

Uendelig trofast maa være det Hjerte,

Der hænger saa fast ved det Gamle.

 

Trofast maa Du være, Natur!

Og derfor jeg lægger min Haand paa Dit Altar

Og sværger det høit:

Aldrig at lukke min Sjæl for Din Storhed,

Aldrig at hylde en fremmed Guddom,

Og glad at offre mit Liv

For et Blik af Dit dunkeltbeskuende Øie.

 

Ingen Ring vexled' Du med mig,

Ingen gylden Slange

Snoer sig om Fing'ren til Pant paa Din Troskab.

Kun en ringe Steen*)

Gav Du i min Haand,

Uanselig og graa,

Men jeg føler i den

Et dunkelt Slag af Dit mægtige Hjerte.

O du, som græder, visk din Taare bort!

Og du, som sørger, husk din Sorg er kort!

Thi du har Ro, naar Hjertet stille staaer,

Og Dødens Engel læger dine Saar.

 

Ja skjendt i Graven falmer Fyrstens Dragt,

Og skjendt kun Ormen der har Kongemagt,

Saa frygt dog ei, naar med et ydmygt Sind

Du ad den mørke Hvælving vandrer ind,

 

Thi hvad du virker i din bedste Stund,

Hvad Pigen aner i den dunkle Lund,

Hvad Orglet vækker med sin dybe Klang,

Hvad Barnet skuer i sin Drøm saa lang,

 

Og hvert et Ord, der skjænker Livet Trøst,

Hvert ædelt Forsæt, hver uskyldig Lyst,

Hvert saligt Blund i Kjærlighedens Arm,

Hvert deiligt Billed af en Digterbarm,

 

Det er kun Frø, der synker i mit Skjød,

Og som du skue skal, naar du er død,

At staae som Blomster i en evig Krands,

Mens Gravens Bølge skjænker dem sin Glands.

 

Thi al den Graad, der randt i Støvets Land,

Den vorder her et dybt og deiligt Vand,

Hvis Dug forfrisker mine Blomster smaa,

Hvis klare Bølger ingen Storm kan naae.

 

I dem fornyes hver Erindring blid,

I dem forynges selv den gamle Tid,

Derfor i dem sig bader hver en Mø,

Og sukker henrykt: Det er sødt at døe.

 

Af Bølgens Dyb sig hæver mangen Strand,

Hvor milde Blikke vinke dig til Land,

Der sidder Elskeren sin Elskov nær,

De bedste Drømme drømmes atter her.

 

Og hver en Ven, for hvem din Taare randt,

Selv den, du elsked, som du hist el fandt,

Ham finder du, hvor Dødens Bølge leer,

Og hvis I vil, I skilles aldrig meer.

 

Og Alfer leger under Rosens Tjørn,

Det er de mindste, lykkeligste Børn,

Hvis Blik jeg slukte, før de kunde see,

Hvis Mund jeg lukte, før den kunde lee,

 

Og Ynglingsskarer, Oldingsskygger graae,

Og skjønne Piger, længstforglemte Smaa,

Og Helteslægter fra den svundne Tid,

Paa tusind Veie samler jeg dem hid.

 

Og Mænd og Qvinder, spredt fra Syd til Nord,

Uhyre Aander fra en anden Jord,

Og de, der sildigst sprang af Tidens Strøm,

De mødes her med Oldtids ældste Drøm.

 

Og sære Skikkelser bag Fjeldets Muur,

De gamle Fødsler af en vild Natur,

Og blege Larver uden Sjælens Liv,

De flagre her som Taager mellem Siv.

 

Men hine Væsner, der ved Kunst blev til,

Der hist dig syntes kun et Skyggespil,

De her som Stjerner paa min Himmel staaer,

Og vinde Liv, hvor Jordens Pragt forgaaer.

 

Dog uden Ende løber Dødens Vei,

Ved fjerne Verdner selv den standser el,

I Evighedens Ring den taber sig,

Og kun dens Indgang kan jeg vise dig.