Dan Turèll – Digte, digtsamlinger og bøger

”At være beat er at stå på et gadehjørne

og være sindssygt høj” – GREGORY CORSO

At være beat er at stå på et gadehjørne og være sindssygt høj

At være beat er at sidde i et automatvaske på Gl. Kongevej og pludselig høre

af tørretumbleren

At være beat er at løbe til en boghandler for at stjæle en blok og en

At være beat er at fyre piben og sætte sig på skraldespandene i baggården mens

At være beat er at stå foran automatvaskeriet med psychedeliske øjne og sé

At være beat er at følge med tøjet ind i tørretumblerens og drycleanerens cyklusser

At være beat er at sidde på Spies' kundebænk og recorde og skulle til Algier i

At være beat er at acceptere hvad der er at acceptere og opleve hvad der er at opleve

At være beat er at regne med at éns fingre nok er éns eneste fingre

At være beat er at være klar til at springe hélt ud når som helst og aldrig gøre det før

At være beat er hvad som helst og selvfølgelig ingenting

At være beat er uden betydning hvis man enten er det eller ikke er det

At være beat er en af titusind muligheder i sproget

At være beat er at tone ud over gader og hustage via sin egen svimlende hånd

At være beat er en spontan tankerække startet af Gregory Corso en mulig kæde

At være beat er en tilfældig indkodning som nu sprøjter ud i vilkårlige pletter på

At være beat er at være ingenting og være villig til at være hvad som helst sig selv

At være beat er at dreje udad uden på forhånd at ha bekymret sig om hvorhen det

Natten kryber langsomt hen imod mig

Mine øjne blir et blafrende lys

Når DØDEN er manifesteret findes der et liv

Det er hvad det er Det kan aldrig være andet

Hvem ridser disse støvgange i kondenserede træer

Hvem kalder sig noget så idiotisk som Dan Turèll

Hvem flænser i sin egen personlige syge nat

Eksistens er opløselig i TID

Jeg véd ikke engang hvad det er jeg siger og jeg vil ikke vide det

Jeg kan ikke bruge det til noget

Hvad jeg siger er hvad jeg kan sige

Hvad jeg kan sige er hvad der er at sige

Jeg reproducerer ustandseligt øjnene og hænderne

Mine drømme er én drøm den er uendelig og ikke materiel

Den ruller frem af den lange filmstrimmel min krop afsætter i landskaberne

Det er en konstant flydende slim

Den er smuk hvis jeg vil ha det

Det er nat og alting er Sort Glas

og skygger dør i glemte eksplosioner

imellem alle celler er svimlende døre

alt hvad hér er er INTET

dirrende i en rytmisk pisk

så høj af ingenting

langt ud over alting

ingen steder hen

stivnende bevægelser aftegnet i karmavægge

Jeg gentar mig selv

som alt andet gentar sig selv

identiske processer i endeløse løb

sommerfugl fyrretræ kattekilling rødspætte mig

Og alting som altid

simpelt til det usynlige

Hvem spærrer inde Hvem spærres inde

Hvem dør Hvem stryger profitten

Og hvorfor har svinene

altid Magten

Ikke i dette hus, men over det

“hen over de Sårede Galakser”?

Jeg holder op

Trækker sig gennem dybe blege furer

Over grænser af usynlige tomrum

Alting producerer alting

i en vedvarende strøm

Der er ét kredsløb og kun ét

Karma vrider sine trætte billeder igennem sten

Identiteter og betydninger smelter

tværs over kroppe af kødglas

TIDENS bulnende indvolde i knuste byer

Og blodet der vender sig i årerne

i et flimrende element

og INTET

i sort luft

Og præsten i Vangede

i min barndom i halvtredserne

han kørte til kirke på knallert

og det vakte betydelig opsigt

Hver gang han skulle til kirken

spruttede han én kilometer frem ad Vangedevej hjemmefra

med tyve kilometers fart i timen meget omhyggelig og agtpågivende

og utrolig hensynsfuld i sin kørsel

og med stadige hilsener til alle sider

Præsten i Vangede

i min barndom i halvtredserne

var en høj tynd altid alvorlig mand

der så ud som bar han alverdens skyld på sine skuldre

eller som han havde påtaget sig skylden for al menneskelig synd

eller skuet ned i de dybeste sjælelige afgrunde

Hans kone var altid syg

og deres søn som jeg gik i klasse med

var meget flittigt og seriøs allerede i underskolen

og fortsatte vist sådan hele vejen igennem

Og præsten i Vangede

i min barndom i halvtredserne

afslog at blive sogenpræst

da turen kom til ham

fordi han så skulle flytte fra sin tilbagetrukne villa

på en stille vej i ly af Nymosen

til den direkte ud til fortovet placerede præstegård ved Vangede Kirke

en præstegård der lå midt på Bygaden og var almindeligt overbegloet

og som tidligere havde fungeret som posthus

Vangede er et kvarter i Gentofte

Dengang var det dét sted i Gentofte

hvor lossepladsen og sindsygeanstalten

og husvildebarakkerne lå

hvor de to-værelses i kommunen samledes væg ved væg

og hvor de nye middelklasserækkehuse

så småt begyndte at skyde op

Det var det sted hvor der var sprittere slagsmål automatbræk

og motorcykelbander og temmelig vilde lørdag aftener

og en kort overgang et værtshus der måtte lukke

og en uforholdsmæssig stor del af kriminaliteten i Gentofte

Det var et sted hvis beboere var kommet fra Byen

hvis beboere var flyttede fra Nørrebro og Vesterbro

og aldrig nogen sinde blev Gentofte-borgere

Vangede var Gentoftes Harlem naturligvis et velfærds-Harlem

og kommunens dårligste skattedistrikt

indtil de begyndte at lægge fabrikkerne der i hvert fald

og det eneste valgsted i kommunen

hvor kommunisterne fik stemmer af betydning

Vangede var skyggen

mellem Gentofte og det begyndende forstads-København

Vangede Bygade og Vangedevej

Vangedes to centrale trakfikårer

førte og fører fra Lyngbyvejen til Søborg Hovedgade

i en nu ændret bane

og Vangede er området

der afgrænses af disse veje

Når Gud og Gokke mødes

er det regnvejr

PLanløsheden er åbenlys

over det hele: Uvidenheden

er så Universel som kun ligegyldigheden. Hvad

ellers? Hvor lang tid tager ikke

blot én erkendelse? Seks timer

for en laks? Fem år

for et penselstrøg? Ti procent for at sælge, fem

for at regnskabsføre salget

af det perfekte penselstrøg? Uvidenhed

er fællesskab, varme. Enhver viden

er alienerende, endda aggressiv

i sin virkning. Jeg hader dig. Du véd noget

jeg ikke véd, og endnu værre: Du har gjort mig

klar over det. Jeg véd det nu

hundrede procent, men jeg tager kun ti

for at indrømme det. Kun ti, og så gerne

et par oveni. Bladene falder, og maleren

finder netop dét farvespil

dét efterår på dén egn. Sådan

bliver det ved.

Når Gud og Gokke mødes

er det regnvejr. Regnen siler

som i malerier fra netop dén periode

hvor regnen silede netop sådan: kun frem procent

ultramarin og en anelse gråtoning bag. Udelukkende

et spørgsmål om håndværk, viden.

Og alligevel

har Gud og Gokke ikke mødt hinanden,

ikke for alvor. Casablanca ville være

et godt sted, måske. Måske. Men heller ikke dét

er det samme mere. Enhver trompet bærer sin lyd

både rust og spyt.