Dronning Dagmars død (folkevise)

Dronning Dagmar ligger udi Ribe syg,

til Ringsted lader hun sig vente:

alle de fruer i Danmark er,

dennem lader hun sig hente.

I Ringsted, der hviler Dronning Dagmar.

 

“I henter mig en, I henter mig to,

I henter mig af de vise:

I henter mig liden Kirstin,

Hr. Karls søster af Ribe.”

 

Liden Kirstin ind ad døren tren

med tugt og fagren sind:

dronning Dagmar stander hende op igen,

så vel fagned hun hendes komme.

 

“Kanst du læse, kanst du skrive,

og kanst du løse min pine:

da skal du slide rød skarlagen

og ride grå ganger min.”

 

“Kunne jeg læse, og kunne jeg skrive,

det gjorde jeg alt så gerne:

det vil jeg for sandingen sige,

Eders pine er hårder' end jerne.”

 

Så tog hun Sankte Mariæ bog,

Hun læste op alt det hun kunne:

det vil jeg for sandingen sige,

så såre hendes øjen de runde.

 

De fulgte hende ud, de fulgte hende ind,

det lidte jo længer og værre:

“Imedens det kan ej bedre vorde,

I sender bud efter min herre!

 

Imeden det kan ej beder vorde,

I sender bud efter min herre:

I sender bud til Gullandsborg,

I finder hannem ikke før!”

 

Det da var den liden smådreng,

han lod ikke længer lide:

han strøg sadel af ganger grå,

han lagde den på ørs hin hvide.

 

Kongen han stander på høj'loftsbro,

og ser han ud så vide:

“Og hisset ser jer liden smådreng,

så sørgerlig mon han kvide.

 

Hisset ser jeg en liden smådreng,

så sørgelig monne han stå:

det råder Gud Fader i Himmerig,

alt hvor Dagmar hun må!”

 

Ind da kom den liden smådreng,

og steddes han for bord:

“Dronning Dagmar haver mig til Eder sendt,

gerne hun taler med eder en ord.”

 

Dankongen han slog de tavlbord sammen,

at alle de terning' de sjunge:

“Forbyde det Gud Fader i Himmerig,

at Dagmar skulle dø så ung!”

 

Der kongen han drog af Gullandsborg,

da fulgte hannem hundred svende:

og der han kom til Ringsted,

der fulgte hannem ikkun Dagmars dreng.

Der var en ynk i fruerstue,

der alle de fruer græd;

dronning Dagmar død' i liden Kirstins arm,

der kongen red op ad stræde.

 

Det var dannerkongen,

han ind ad døren tren:

det var liden Kirstin,

hun rækker hannem hånden igen.

 

“Og hør I, dannerkongen,

I skal hverken sørge eller kvide:

vi haver fanget en søn i dag,

haver skår'n den af Dagmars side.”

 

“Jeg beder eder alle, jomfruer og møer,

beder eder for Guds skyld så gerne:

I beder en bøn for Dagmars sjæl,

at hun måtte med mig tale!”

 

Dronning Dagmar rejser sig af båren op,

hendes øjen var blodige røde:

“O ve, o ve, min ædelig herre,

hvi gjorde I mig den møde?

 

Den første bøn, der jeg eder beder,

den vider I mig så gerne:

all' fredløs' mænd dem giver I fred,

og lader alle fanger af jern!

 

Den anden bøn, jeg eder beder,

den kommer Eder selv til fromme:

I tager ikke ved Bengerd!

hun er så besk en blomme.

 

Den tredje bøn, jeg eder beder,

den vider I mig så gerne:

lader i Knud, min yngste søn,

og konning i Danmark være!

 

Og lader I Knud, min yngste søn,

ej kong' i Danmark blive:

da skal Bengerd en anden føde,

og den skal min forøde.

 

Og havde jeg ikke min' ærmer om søndag snørt,

og ikke striger på sat:

da havde jeg ikke i pinen brændt

og hverken dag eller nat.

 

Hør I det, min ædelig herre,

vil I mere af mig vide:

der sidder Guds engel' i Himmerig,

da monne fast efter mig lide.”

I Ringsted der hviler Dronning Dagmar.

 

 

Ordforklaring:

 

lidte = gik

ørs = hest

vide = tilstå

fromme = gavn

strige = broderet stribe

fred = sikkerhed

lade = løslade

pinen = skærsilden

lide = vente