Engle-digte
Nedenfor finder du 4 engle-digte:
- “Lysets engel gaar med glands” af B. S. Ingemann
- “Liljen og Dugdraaben” af Schack Staffeldt
- “Til Glæden” af St. St. Blicher
- “Til Nanna” af Jens Baggesen
Vi anbefaler desuden bogen “Send flere engle” af Helle S. Søtrup, som også ses her på siden. Køb bogen her
Hvis du selv skulle kende til et et godt digt om engle, er du meget velkommen til at dele det med de andre brugere ved at indsende det i kommentarfeltet nederst på siden.
Lysets Engel gaar med Glands
Lysets engel går med glans
gennem himmelporte.
For Guds engels strålekrans
flygter alle nattens skygger sorte.
Sol går over verden ud
med Guds lys i øje:
Se! Vor Herres sendebud
går på gyldne skyer i det høje.
Englen spreder over jord
glansen fra Guds Himmel;
i sin kåbes stråleflor
favner han alverdens glade vrimmel.
Sol ser ind i slot og vrå,
ser på drot og tigger,
ser til store, ser til små,
kysser barnet, som i vuggen ligger.
Os han også favne vil,
englen i det høje;
os han også smiler til,
englen med Guds Himmel-glans i øje.
Os har og vor Herre kær:
ingen sjæl han glemmer;
i hvert solglimt Gud er nær
og vor glade morgensang fornemmer.
Liljen og Dugdraaben
Fra Solens Afskedssmiil udflød
En Draabe ned i Liljens Skjød
Lig Graad af Engles Længsel;
Da lukkede sig Blomsten brat,
Og Draaben fangen og forladt
Sig fandt i jordisk Fængsel.
»Velkommen! o velkommen vær!
Nu, Søde, maa du blive her
Hos Liljen, øm og kjælen!
Og hvis du altid elsker mig,
Da skal jeg altid elske dig,
Som Sandsen elsker Sjælen.« –
»O nei! jeg kan ei blive! nei!
Med Skyerne kun gaaer min Vei,
Her tøver jeg kun føie:
Jeg Himmelen afspeile maa,
Beruse mig i Ætherblaa,
Vidt over Jordens Høie.« –
»O Himmelreenheds favre Søn!
Hør en uskyldig Liljes Bøn
Og vær den Ømmes Lykke!
O Perle fra det Hav, som hvalt
Blev gjennemsigtigt rundt om Alt,
Vær Uskylds skjønne Smykke!« –
»Hold op at friste mig, hold op!
Snart maa din natlig lukte Top
For Solen sig oplade;
Da stige Morgenstraaler ned
Og løfte mig til Herlighed
Fra dødelige Blade.«
Og Solen kom. Med Barnets Iil
Mod længe ventet Faders Smiil,
Flyer Draaben til dens Trone.
Et Øieblik kun Liljen staaer,
Et Suk den drager og forgaaer
Med opløst Bladekrone.
Men høit til Regnens Farvekrands,
Til Maaneslørets Sølverglands
Blev Draaben herlig kaaret;
Dog snart i Engles Skaal den flød
Af Andagts Blik i Templets Skjød,
Og blev til Himlen baaret.
Til Glæden
Hulde Engel! Du min Barndoms Ven!
Troe Ledsager i de svundne Dage!
Siig mig da, hvor est du flygtet hen?
Siig mig, naar — naar kommer Du tilbage?
Skjøndt ukjendt — du eengang fulgte mig,
Da min Sjæl var fri for Sorg og Smerte;
Nu — jeg kjender, nu jeg sjunger Dig, –
Ak! hvi flygter Du nu fra mit Hjerte?
Ukaldt varst du dengang altid nær,
Leged med mig vaagen og i Drømme!
Nu, jeg kalder Dig, o Ven saa kjer! –
Ubønhørt jeg maae i Taarer svømme.
Boer Du i det Huus, hvor første Gang
Du har mine Læber lært at smile?
Boer Du paa den løvbekrandste Vang,
Hvor Du saae min Morgenstund henile?
Blev Du i den Lund, som jeg forlod,
Da mig Skjæbnen ud i Stormen kasted?
Hos den Kilde, som fra Bakkens Fod
Mellem Blomsterne forbi mig hasted?
Boer du højt blandt hine Stjerners Hær,
Som jeg saae paa Himmelbuen tindre?
Har ej Himlen da det samme Skjær?
Er dens høje Stjernehvælving mindre?
Er ej nu, som fordum, Lunden grøn?
Kilden klar udi sin Blomsterramme?
Er min Ungdoms Dal ej længer skjøn?
Eller — er jeg selv ej meer den samme?
Milde Engel! kom endnu engang!
Fyld min Barm med hine Længsler søde!
Tryl mit Hjerte med din Seraphsang!
Qvæg mit Blik med Haabets Morgenrøde!
See! jeg søger dig — o kom igjen!
Hør! jeg kalder, kom igjen tilbage!
Før mig til mit gamle Eden hen –
Eller til det ny du snart mig drage!
Til Nanna
Du, som for Ulykkeliges Vee
Blot Medlidenhedens Varme kiender –
Du, hvis Rosen-Kinders Lilie-Snee
Kun en evig Uskylds Rødme tænder –
Nanna med de jomfrukolde Hænder!
Fly mig ikke paa din Engle-Vei!
Frygt den ei, du Hulde, frygt den ei,
Frygt den ei, den Flamme, som mig brænder!
Lad den brænde høi og stærk og mild!
Den er reen og puur, som Himlens Ild,
Hellig, som det hellige, den nærer!
Nærm dig frit! den brænder jo kun mig;
Intet, Grumme, smelter den hos dig,
Mens mit hele Hierte den fortærer.
Nanna! — men jeg er ulykkelig;
Und mig, hvad du hver en Ussel skiænker,
Som dit Øie seer i Smertens Lænker!
Vil du medynksløs undvige mig,
Blot fordi jeg aander, føler, tænker,
Medens Flammen, du allene nærer,
Mig allene med sin Ild fortærer,
Intet, intet, intet, uden Dig?
Vi anbefaler bogen “Send flere engle” af Helle S. Søtrup – bogen kan købes her
Kære min ven Herbert
Vi kan ikke snakke sammen, da vi begge har en anden kultur, du som er fra Tyskland, og jeg som er fra Grønland.
Hvad kan vi?
Tegnesprog- mimik bagefter kunne vi bare grine af det hele, uden at forstå helt, hvad vi grine af.
Min dejlig ven jeg savner dig, men du er bort nu for længst.
Jeg savner din latter, jeg savner din personlighed, så for mig er det godt at kunne tænke tilbage.
Vi kunne går tur, spise i restaurant uden at kunne vide hvad jeg skal bestille, efter bestilling fra menukort uden en andeles af den, og bagefter kunne vi grine af det såsom ostesuppe, som ligner tyggegumme, så får du bare det bedste mad du kunne får.
Du er 99 år dengang og jeg kun 37 så der er mange ting vi begge skulle kunne forstår.
Vi forstod hinanden, kan grine af det hele uden vi ænder hvad vi griner af, vi har haft det sjovt og glæde har vi haft.
Jeg savner dig af hele mit hjerte, du er sjovt, kan vær irriterende, du er en person som jeg har passet og pleje
Din ven Marie