Salmer og digte af Hans Adolph Brorson
Biografi
Hans Adolph Brorson var en dansk salmedigter, der levede fra 1694-1764. Han var uddannet teolog fra Københavns Universitet og arbejdede som sognepræst og senere også som biskop.
Sammen med Thomas Kingo og N. F. S. Grundtvig betrages Hans Adolph Brorson som én af de tre store danske salmedigtere.
Brorson var desuden pietist (en kristen bevægelse hvor værdier såsom fromhed og tro vægtes højt) og meget interesseret i de oplevelses- og erfaringsmæssige dimensioner af den kristne tro – dette kan man også tydeligt mærke i hans salmer.
Under sit virke som præst i Tønder udgav Brorson i 1732 for første gang nogle af sine salmer i et lille hæfte med det sigende, men dog noget lange navn: Nogle Jule-Psalmer/ GUD til Ære Og Christne-Siæle/ i sær siin elskelige Meenighed til Opmuntring til den forestaaende Glædelige Jule-Fest Eenfoldig og i Hast sammenskrevne Af H. A. B. I 1732 udgav han yderligere 11 hæfter med salmer og i 1739 valgte han så at samle dem alle i den berømte udgivelse Troens rare Klenodie.
Vi anbefaler bogen ‘Hans Adolph Brorson – Stederne og salmerne' af Bente og Torben Bramming, fordi den på en levende måde gennemgår Brorsons liv og de steder han boede. Du kan købe bogen her
Nedenfor finder du 5 udvalgte salmer af Hans Adolph Brorson. Hvis du selv kender en salme eller et digt af Brorson, som du synes mangler her på siden, er du meget velkommen til at tilføje det i kommentarfeltet i bunden af denne side.
Mit hjerte altid vanker
Mit hjerte altid vanker
i Jesu føderum,
did samles mine tanker
i deres hovedsum;
dér er min længsel hjemme,
dér har min tro sin skat,
jeg kan dig aldrig glemme,
du søde julenat.
Du mørke stald skal være
mit hjertes frydeslot,
dér kan jeg daglig lære
at glemme verdens spot;
dér kan jeg bedst besinde,
hvori min ros består,
når Jesu krybbes minde
mig ret til hjerte går.
Men ak! hvad skal jeg sige,
når jeg vil tænke på,
at Gud af Himmerige
i stalden ligge må,
at Himlens fryd og ære,
det levende Guds Ord,
skal så foragtet være
på denne slemme jord!
En perle, der forgættes,
så nøje ledes op,
den blanke demant sættes
i gylden krones top;
man kaster ej en drue
blandt tørre grene ned;
skal jeg min Gud da skue
i sådan usselhed?
Hvi skulle herresale
ej for dig pyntet stå?
Du havde at befale,
hvad end du peged på.
Hvi lod du dig ej svøbe
i lyset som et bånd
og jordens konger løbe
at kysse på din hånd?
Hvi lod du ej udspænde
en himmel til dit telt
og stjernefakler brænde,
o store Himmel-helt?
Hvi lod sig ej til syne
en mægtig englevagt,
som dig i silkedyne
så prægtig burde lagt?
Nej! Jesus får sit leje
i denne gode jul,
hvor betlere de pleje
at lægge sig i skjul;
det var og ej hans eget,
det hø, hvori han lå,
han havde ej så meget,
han kunne ligge på.
En spurv dog har sin rede
og sikre hvilebo,
en svale ej tør lede
om nattely og ro,
en løve véd sin hule,
hvor den sin ro kan få;
skal da min Gud sig skjule
i andres stald og strå?
Ak, kom! jeg vil oplukke
mit hjerte, sjæl og sind
med tusind længselssukke,
kom, Jesus, dog herind!
Det er ej fremmed bolig,
du har den selv jo købt,
så skal du blive trolig
udi mit hjerte svøbt.
Dig min søde
Dig min søde
Skat at møde
med mit kys og favne-tag,
Og at skue,
Dig min drue,
Er min længsel nat og dag.
Livets søde
Morgenrøde
Jesu giver os sit skin;
Lys og livet
Bliver givet
Dem som gik i mørke trin.
O min lykke,
Fryd og smykke!
Aldrig noksom prises kand,
Dit gemytte
Som vil flytte
Til os i vort fængsels land.
Derfor haster
Jeg og kaster
Mig i støvet for din food,
Tag den gave
Du skalt have
Siel og hierte, liv og blod.
Siel og livet,
være givet
Dig min søde rosens mund
Begges kræfter
Skal herefter
Offres dig af hiertens grund.
Troens rare
Gyldne vahre,
Røgelse i andagts brand,
Myrres taare,
Til min baare,
Offrer jeg min Gud og mand.
Hiertet kiende
Dig, og brænde,
I din længsel dag og nat,
Reens det meget
Til dit eget,
Giør det til din egen skat.
Mine sinde
altid finde
Udi den forening roe
Til at ære
Dig, og være
indtil døden huld og troe.
Da jeg siden,
Efter tiden,
All din klarhed skue maae,
I dig leve,
Hos dig sveve,
Evig priis du da skal faae.
I denne søde juletid
I denne søde juletid
tør man sig ret fornøje
og bruge al sin kunst og flid,
Guds nåde at ophøje,
ved den, som er i krybben lagt,
vi vil af ganske sjælemagt
i ånden os forlyste,
din lov skal høres, frelsermand,
så vidt og bredt i verdens land',
at jorden den skal ryste.
En liden søn af Davids rod,
som er og Gud tillige,
for verdens synders skyld forlod
sit søde himmerige,
det var ham svart at tænke på,
at verden skulle undergå,
det skar ham i hans hjerte,
i sådan hjertens kærlighed
han kom til os på jorden ned
at lindre vores smerte.
Vor tak vi vil frembære da,
endskønt den er kun ringe,
hosianna og halleluja
skal alle vegne klinge.
Guds ark er kommen i vor lejr!
thi sjunge vi om fryd og sejr,
mens hjertet sig kan røre,
vi sjunge om den søde fred,
at helvede skal skælve ved
vor julesang at høre.
Gud er nu ikke længer vred,
det kan vi deraf vide,
at han har sendt sin søn herned,
for verdens synd at lide.
Det vorde vidt og bredt bekendt,
at Gud sin søn for os har sendt
til jammer, ve og våde,
hvo ville da ej være fro,
og lade al sin sorg bero
på Jesu søde nåde?
Som natten aldrig er så sort,
den jo for solen svinder,
så farer al min kummer bort,
når jeg mig ret besinder:
at Gud så hjertens inderlig
af evighed har elsket mig
og er min broder vorden,
jeg aldrig glemmer disse ord,
som klingede i engle-kor:
Nu er der fred på jorden!
Og blandes end min frydesang
med gråd og dybe sukke,
så skal dog korsets hårde tvang
mig aldrig munden lukke.
Når hjertet sidder mest beklemt,
da bliver frydens harpe stemt,
at den kan bedre klinge,
og knuste hjerter føle bedst,
hvad denne store frydefest
for glæde har at bringe.
Halleluja, vor strid er endt,
hvo ville mere klage?
Hvo ville mere gå bespændt
i disse fryde-dage?
Syng højt i sky, Guds kirkeflok:
Halleluja, nu har jeg nok,
den fryd har ingen lige,
halleluja, halleluja,
Guds søn er min, jeg vil herfra
med ham til himmerige.
O du min Immanuel
O du min Immanuel,
hvilken himmelglæde
har du gjort min arme sjæl
ved din purpurvæde!
Fjenden tænkte, den var fast,
men hans træske snare brast.
Jeg er i min Faders skød,
har i Himlen hjemme.
Dér er ingen synd og død
mere at fornemme;
arven får jeg vist og sandt,
har den Helligånd til pant.
Gud ske lov for dag, der går,
og for den, der kommer!
Dermed har vi jubelår,
evig, evig sommer,
da det sidste morgenskær
er os, halleluja, nær!
Op, min sjæl, til sang og fryd,
flyde glædeståre!
Hver en puls med harpelyd
klinge til min båre!
Dig, som for os kalken drak,
Jesus, Jesus, evig tak!
Her vil ties, her vil bies
Her vil ties, her vil bies,
her vil bies, o svage sind!
Vist skal du hente, kun ved at vente,
kun ved at vente, vor sommer ind.
Her vil ties, her vil bies,
her vil bies, o svage sind!
Trange tider langsomt skrider,
langsomt skrider, det har den art.
Dagene længes, vinteren strænges,
vinteren strænges, og det er svart.
Trange tider langsomt skrider,
langsomt skrider, det har den art.
Turteldue, kom at skue,
kom at skue! Bag gærdet hist,
dér skal du finde forsommers minde,
forsommers minde, alt grøn på kvist.
Turteldue, kom at skue,
kom at skue! Bag gærdet hist.
Eja, søde førstegrøde,
førstegrøde af bliden vår!
Lad det nu fryse, lad mig nu gyse,
lad mig nu gyse, det snart forgår.
Eja! søde førstegrøde,
førstegrøde af bliden vår.
Due, kunne du udgrunde,
du udgrunde, hvad der nu sker!
Kulden den svækkes, blomsterne dækkes,
blomsterne dækkes, jo mer det sner.
Due, kunne du udgrunde,
du udgrunde, hvad der nu sker.
Kom, min due, lad dig skue,
lad dig skue med olieblad!
Se! nu er stunden næsten oprunden,
næsten oprunden, som gør dig glad!
Kom, min due, lad dig skue,
lad dig skue med olieblad!
Vi anbefaler bogen ‘Hans Adolph Brorson – Stederne og salmerne' af Bente og Torben Bramming, fordi den på en levende måde gennemgår Brorsons liv og de steder han boede. Du kan købe bogen her
Del dit favorit-digt med andre
Bidrag med det her - så kan andre brugere også få glæde af det!
Skriv det i kommentarfeltet og del evt. også på Facebook