Salmer og digte af Hans Adolph Brorson

Mit hjerte altid vanker

i Jesu føderum,

did samles mine tanker

i deres hovedsum;

dér er min længsel hjemme,

dér har min tro sin skat,

jeg kan dig aldrig glemme,

du søde julenat.

 

Du mørke stald skal være

mit hjertes frydeslot,

dér kan jeg daglig lære

at glemme verdens spot;

dér kan jeg bedst besinde,

hvori min ros består,

når Jesu krybbes minde

mig ret til hjerte går.

 

Men ak! hvad skal jeg sige,

når jeg vil tænke på,

at Gud af Himmerige

i stalden ligge må,

at Himlens fryd og ære,

det levende Guds Ord,

skal så foragtet være

på denne slemme jord!

 

En perle, der forgættes,

så nøje ledes op,

den blanke demant sættes

i gylden krones top;

man kaster ej en drue

blandt tørre grene ned;

skal jeg min Gud da skue

i sådan usselhed?

 

Hvi skulle herresale

ej for dig pyntet stå?

Du havde at befale,

hvad end du peged på.

Hvi lod du dig ej svøbe

i lyset som et bånd

og jordens konger løbe

at kysse på din hånd?

 

Hvi lod du ej udspænde

en himmel til dit telt

og stjernefakler brænde,

o store Himmel-helt?

Hvi lod sig ej til syne

en mægtig englevagt,

som dig i silkedyne

så prægtig burde lagt?

 

Nej! Jesus får sit leje

i denne gode jul,

hvor betlere de pleje

at lægge sig i skjul;

det var og ej hans eget,

det hø, hvori han lå,

han havde ej så meget,

han kunne ligge på.

 

En spurv dog har sin rede

og sikre hvilebo,

en svale ej tør lede

om nattely og ro,

en løve véd sin hule,

hvor den sin ro kan få;

skal da min Gud sig skjule

i andres stald og strå?

 

Ak, kom! jeg vil oplukke

mit hjerte, sjæl og sind

med tusind længselssukke,

kom, Jesus, dog herind!

Det er ej fremmed bolig,

du har den selv jo købt,

så skal du blive trolig

udi mit hjerte svøbt.

Dig min søde

Skat at møde

med mit kys og favne-tag,

Og at skue,

Dig min drue,

Er min længsel nat og dag.

 

Livets søde

Morgenrøde

Jesu giver os sit skin;

Lys og livet

Bliver givet

Dem som gik i mørke trin.

 

O min lykke,

Fryd og smykke!

Aldrig noksom prises kand,

Dit gemytte

Som vil flytte

Til os i vort fængsels land.

 

Derfor haster

Jeg og kaster

Mig i støvet for din food,

Tag den gave

Du skalt have

Siel og hierte, liv og blod.

 

Siel og livet,

være givet

Dig min søde rosens mund

Begges kræfter

Skal herefter

Offres dig af hiertens grund.

 

Troens rare

Gyldne vahre,

Røgelse i andagts brand,

Myrres taare,

Til min baare,

Offrer jeg min Gud og mand.

 

Hiertet kiende

Dig, og brænde,

I din længsel dag og nat,

Reens det meget

Til dit eget,

Giør det til din egen skat.

 

Mine sinde

altid finde

Udi den forening roe

Til at ære

Dig, og være

indtil døden huld og troe.

 

Da jeg siden,

Efter tiden,

All din klarhed skue maae,

I dig leve,

Hos dig sveve,

Evig priis du da skal faae.

I denne søde juletid

tør man sig ret fornøje

og bruge al sin kunst og flid,

Guds nåde at ophøje,

ved den, som er i krybben lagt,

vi vil af ganske sjælemagt

i ånden os forlyste,

din lov skal høres, frelsermand,

så vidt og bredt i verdens land',

at jorden den skal ryste.

 

En liden søn af Davids rod,

som er og Gud tillige,

for verdens synders skyld forlod

sit søde himmerige,

det var ham svart at tænke på,

at verden skulle undergå,

det skar ham i hans hjerte,

i sådan hjertens kærlighed

han kom til os på jorden ned

at lindre vores smerte.

 

Vor tak vi vil frembære da,

endskønt den er kun ringe,

hosianna og halleluja

skal alle vegne klinge.

Guds ark er kommen i vor lejr!

thi sjunge vi om fryd og sejr,

mens hjertet sig kan røre,

vi sjunge om den søde fred,

at helvede skal skælve ved

vor julesang at høre.

 

Gud er nu ikke længer vred,

det kan vi deraf vide,

at han har sendt sin søn herned,

for verdens synd at lide.

Det vorde vidt og bredt bekendt,

at Gud sin søn for os har sendt

til jammer, ve og våde,

hvo ville da ej være fro,

og lade al sin sorg bero

på Jesu søde nåde?

 

Som natten aldrig er så sort,

den jo for solen svinder,

så farer al min kummer bort,

når jeg mig ret besinder:

at Gud så hjertens inderlig

af evighed har elsket mig

og er min broder vorden,

jeg aldrig glemmer disse ord,

som klingede i engle-kor:

Nu er der fred på jorden!

 

Og blandes end min frydesang

med gråd og dybe sukke,

så skal dog korsets hårde tvang

mig aldrig munden lukke.

Når hjertet sidder mest beklemt,

da bliver frydens harpe stemt,

at den kan bedre klinge,

og knuste hjerter føle bedst,

hvad denne store frydefest

for glæde har at bringe.

 

Halleluja, vor strid er endt,

hvo ville mere klage?

Hvo ville mere gå bespændt

i disse fryde-dage?

Syng højt i sky, Guds kirkeflok:

Halleluja, nu har jeg nok,

den fryd har ingen lige,

halleluja, halleluja,

Guds søn er min, jeg vil herfra

med ham til himmerige.

O du min Immanuel,

hvilken himmelglæde

har du gjort min arme sjæl

ved din purpurvæde!

Fjenden tænkte, den var fast,

men hans træske snare brast.

 

Jeg er i min Faders skød,

har i Himlen hjemme.

Dér er ingen synd og død

mere at fornemme;

arven får jeg vist og sandt,

har den Helligånd til pant.

 

Gud ske lov for dag, der går,

og for den, der kommer!

Dermed har vi jubelår,

evig, evig sommer,

da det sidste morgenskær

er os, halleluja, nær!

 

Op, min sjæl, til sang og fryd,

flyde glædeståre!

Hver en puls med harpelyd

klinge til min båre!

Dig, som for os kalken drak,

Jesus, Jesus, evig tak!

Her vil ties, her vil bies,

her vil bies, o svage sind!

Vist skal du hente, kun ved at vente,

kun ved at vente, vor sommer ind.

Her vil ties, her vil bies,

her vil bies, o svage sind!

 

Trange tider langsomt skrider,

langsomt skrider, det har den art.

Dagene længes, vinteren strænges,

vinteren strænges, og det er svart.

Trange tider langsomt skrider,

langsomt skrider, det har den art.

 

Turteldue, kom at skue,

kom at skue! Bag gærdet hist,

dér skal du finde forsommers minde,

forsommers minde, alt grøn på kvist.

Turteldue, kom at skue,

kom at skue! Bag gærdet hist.

 

Eja, søde førstegrøde,

førstegrøde af bliden vår!

Lad det nu fryse, lad mig nu gyse,

lad mig nu gyse, det snart forgår.

Eja! søde førstegrøde,

førstegrøde af bliden vår.

 

Due, kunne du udgrunde,

du udgrunde, hvad der nu sker!

Kulden den svækkes, blomsterne dækkes,

blomsterne dækkes, jo mer det sner.

Due, kunne du udgrunde,

du udgrunde, hvad der nu sker.

 

Kom, min due, lad dig skue,

lad dig skue med olieblad!

Se! nu er stunden næsten oprunden,

næsten oprunden, som gør dig glad!

Kom, min due, lad dig skue,

lad dig skue med olieblad!