Julesalmer

Et barn er født i Bethlehem,

Bethlehem,

thi glæder sig Jerusalem.

Halleluja, halleluja!

 

En fattig jomfru sad i løn,

sad i løn,

og fødte himlens kongesøn.

Halleluja, halleluja!

 

Han lagdes i et krybberum,

krybberum,

Guds engle sang med fryd derom.

Halleluja, halleluja!

 

Og østens vise ofred der,

ofred der,

Guld, røgelse og myrra skær.

Halleluja, halleluja!

 

Forvunden er nu al vor nød,

al vor nød,

os er i dag en frelser fød.

Halleluja, halleluja!

 

Guds kære børn vi blev påny,

blev påny,

skal holde jul i Himmelby.

Halleluja, halleluja!

 

På stjernetæpper lyse blå,

lyseblå,

skal glade vi til kirke gå.

Halleluja, halleluja!

 

Guds engle der os lære brat,

lære brat,

at synge, som de sang i nat.

Halleluja, halleluja!

 

Da vorde engle vi som de,

vi som de,

Guds milde ansigt skal vi se.

Halleluja, halleluja!

 

Ham være pris til evig tid, *

evig tid,

for Frelser bold og broder blid!

Halleluja, halleluja!

 

*Oprindeligt: “Lovsynge Ham til evig Tid,”

 

Julen har bragt velsignet bud.

Nu glædes gamle og unge:

Hvad englene sang i verden ud,

nu alle små børn skal sjunge.

Grenen fra livets træ står skønt

med lys som fugle på kviste.

Det barn, som sig glæder fromt og kønt,

skal aldrig den glæde miste.

 

Glæden er jordens gæst i dag

med himmelkongen den lille.

Du fattige spurv! Flyv ned fra tag

med duen til julegilde!

Dans, lille barn, på moders skød!

En dejlig dag er oprunden:

I dag blev vor kære frelser fød

og paradisvejen funden.

 

Frelseren selv var barn som vi,

i dag han lå i sin vugge.

Den have, Guds engle flyve i,

vil Jesus for os oplukke.

Himmerigs konge blandt os bor,

han juleglæden os bringer,

han favner hver barnesjæl på jord

og lover os englevinger.

I denne søde jule-tiid

bør man sig ret fornøye,

Og bruge al sin konst og fliid,

Guds naade at ophøye,

Ved den, som er i krybben lagt,

Vi vil, af gandske siele-magt,

I Aanden os forlyste,

Din lof skal høres, Frelsermand,

Saa vidt og bredt i verdens land,

At jorden den skal ryste.

 

En liden Søn af Davids rod,

Som er og Gud tillige,

For verdens synders skyld forlod

Sit søde himmerige,

Det var ham svart at tænke paa,

At verden skulde undergaae,

Det skar ham i hans hierte,

I saadan hiertens kierlighed

Hand kom til os paa jorden ned,

At lindre vores smerte.

 

Vor tak vi vil frembære da,

Endskiønt den er kun ringe,

Hosanna og halleluja

Skal allevegne klinge;

Guds ark er kommen i vor leyr!

Thi synge vi om fryd og seyr,

Mens hiertet sig kand røre,

Vi synge om den søde fred,

At helvede skal skielve ved

Vor jule-sang at høre.

 

Gud er nu ikke længer vred,

Det kand vi deraf vide,

At hand har sendt sin Søn her ned,

For verdens synd at lide,

Det vorde vidt og bredt bekiendt!

At Gud sin Søn for os har sendt

Til jammer, vee og vaade,

Hvo vilde da ey være fro,

Og lade al sin sorg beroe

Paa JEsu søde naade?

 

Som natten aldrig er saa sort,

Den jo for solen svinder,

Saa farer al min kummer bort,

Naar jeg mig ret besinder:

At Gud saa hiertens inderlig

Af evighed har elsket mig,

Og er min broder vorden,

Jeg aldrig glemmer disse ord,

Som klingede i engle-koor:

Nu er der fred paa jorden!

 

Og blandes end min fryde-sang

Med graad og dybe sukke,

Saa skal dog korsets haarde tvang

Mig aldrig munden lukke;

Naar hiertet sidder meest beklemt,

Da bliver frydens harpe stemt,

At den kand bedre klinge,

Og knuste hierter føle best,

Hvad denne store fryde-fest

For glæde har at bringe.

 

Halleluja, vor striid er endt,

Hvo vilde mere klage?

Hvo vilde mere gaae bespendt

I disse fryde-dage?

Syng høyt i skye. Guds kirke-flok:

Halleluja, nu har jeg nok,

Den fryd har ingen lige,

Halleluja, halleluja,

Guds Søn er min, jeg vil herfra

Med ham til himmerige.

Det kimer nu til julefest,

det kimer for den høje gæst,

som steg til lave hytter ned

med nytårsgaver: fryd og fred.

 

O, kommer med til Davids by,

hvor engle sjunge under sky;

o, ganger med på marken ud,

hvor hyrder høre nyt fra Gud!

 

Og lad os gå med stille sind

som hyrderne til barnet ind,

med glædestårer takke Gud

for miskundhed og nådebud!

 

O Jesus, verden vid og lang

til vugge var dig dog for trang,

for ringe, om med guld tilredt

og perlestukken, silkebredt.

 

Men verdens ære, magt og guld

for dig er ikkun støv og muld;

i krybben lagt, i klude svøbt,

et himmelsk liv du har mig købt.

 

Velan, min sjæl, så vær nu glad,

og hold din jul i Davids stad,

ja, pris din Gud i allen stund

med liflig sang af hjertens grund!

 

Ja, sjunge hver, som sjunge kan:

Nu tændtes lys i skyggers land,

og ret som midnatshanen gol,

blev Jakobs stjerne til en sol.1

 

Nu kom han, patriarkers håb,

med flammeord og Himmel-dåb;

og barnet tyder nu i vang,

hvad David dunkelt så og sang.

 

Kom, Jesus, vær vor hyttegæst,

hold selv i os din julefest!

Da skal med Davids-harpens klang

dig takke højt vor nytårssang.

BOrt, Verdens Jule-Glæde,

Af hvert et Huus og Sind,

Hver følge nu med Glæde

Til Barnet JEsum ind,

Bort syndig Lege-Stue!

Vi vil i Stalden gaa,

I Bethlehem at skue

Vor JEsu Hvile-Vraa.

 

Bort Syndsens Natte-Veye,

Som mand tilforne gick!

Hver hielpe at udfeye

Den gamle Jule-Skick,

At dantze og at stime

I Verdens syndig Iid,

15Hvor kunde det sig rime

Med JEsu Fødsels-Tiid.

 

Hvor kunde nogen mene,

Som har naturlig Sands,

At vi vor GUD kand tiene

Med syndig Drick og Dantz;

Skal Jule-Festen være

Til JEsu Lov og Priiß,

Saa lad Ham faa sin Ære,

Paa lovlig Christen-Viiß.

 

Det er: Andægtig være

I daglig Bøn og Bood,

Ham frydelig at ære

Af gandske Hierte-Rood,

Hans Ord at overveye,

At spæge Kiødsens Lyst,

Hans svage Lemmer pleye

Med villig Hielp og Trøst.

 

Hver andre at formane

Til Fyrighed og Fliid

Paa Livsens trange Banne

I Naadens korte Tiid,

For alting vel betæncke,

At GUD i Evighed

Sin Søn har vildet skiæncke

Til os paa Jorden need.

 

Hvo det vil trolig giøre,

Faar neppe Tiid engang

Om Jule Leeg at høre

For idel Bøn og Sang,

Hand sætter plat til Side

Ald Verdens Lyst og Pragt,

Og kun af Ham vil vide,

Som blev i Stalen lagt.

 

 

Saa lad dig derfor raade,

Min' elskte Menighed!

At skiønne paa dend Naade,

Som GUD os har beteed,

Hverandre at formane

Til Hiertens Bøn og Bood,

At denne slemme Vane

Kand rykkes op med Rood.

 

Velan, vi os vil samle

I JESU Christi Navn,

De Unge med de Gamle

Skal løbe Ham i Favn;

Hand er vor Jule-Gave,

Vor Glæde, Lyst og Liv,

I Ham vi og vil have

Vor Jule-Tiidsfordriv.

 

O JESU dig at finde

Er vores fulde Agt,

Ach! giv os ræt i Sinde,

At gaa med samled Magt

Din Krybbe at beringe

Med Hiertens Tack og Troe,

At Psalmerne kand klinge

I hvermands Huuß og Boe!

 

Dejlig er jorden!

Prægtig er Guds Himmel!

Skøn er sjælenes pilgrimsgang!

Gennem de favre

riger på jorden

går vi til Paradis med sang.

 

Tider skal komme,

tider skal henrulle,

slægt skal følge slægters gang;

aldrig forstummer

tonen fra Himlen

i sjælens glade pilgrimssang.

 

Englene sang den

først for markens hyrder;

skønt fra sjæl til sjæl det lød:

Fred over jorden!

Menneske, fryd dig,

os er en evig frelser fød!